Flødeboller – hjemmelavede, luftige og helt uimodståelige
Flødeboller kan være lidt svære at lave flotte – men jeg kan love dig, at de smager fantastisk uanset hvad 😄
Det er virkelig en af de ting, hvor “øvelse gør mester”. Når først du får styr på skummet og chokoladen, så bliver resultatet helt vildt lækkert. Men ærligt, det kan være svært og jeg kan godt forstå hvis nogen mister lysten til at fortsætte. Når først du har knækket koden, så bare vent, så ringer Spangsberg efter dig 🙂
Du får ca. 25 flødeboller ud af denne opskrift – og de forsvinder hurtigt 😉
💡 Hemmeligheden bag perfekte flødeboller
Det vigtigste er, at dit skum er pisket godt stift.
Det skal være fast og luftigt, så det holder formen, når du sprøjter det ud. Samtidig er det vigtigt, at du bruger en god chokolade, der er egnet til overtræk – fx Callebaut med 4 dråber.
Det gør en kæmpe forskel for både smag og resultat.
🍪 Kiksebunden – lille detalje, stor betydning
Kiksebunden er fundamentet for dine flødeboller.
Det er vigtigt, at der ikke er mel på bunden, når du sprøjter skummet på. Hvis der er mel, hæfter skummet ikke ordentligt – og så risikerer du, at det falder af, når du dypper dem i chokolade.
Så den lille detalje er virkelig vigtig.
Chokolade med det rigtige knæk
Når chokoladen tempereres korrekt, får du en flot, blank overflade og det helt rigtige knæk.
Det gør dine flødeboller ekstra lækre og giver dem det professionelle look.
Det er lige det, der løfter dem fra gode til virkelig gode.
Variationer i smag
Du kan nemt variere smagen på dine flødeboller.
Tilsæt fx vanilje, kokos eller frysetørret hindbær i skummet – det giver en helt ny smagsoplevelse.
Det er en sjov måde at lave flere varianter på samme opskrift.
Ideelt til gæster eller bare selvforkælelse
Hjemmelavede flødeboller er perfekte til gæster eller når du vil forkæle dig selv lidt ekstra.
De kan opbevares i køleskabet i en tætsluttende beholder og smager bedst indenfor et par dage.
Og ja… de imponerer hver gang 😄
Kiksebund:
130 g speltmel
25 g mandelmel
1 nip fint salt
4 g/ 0,5 tsk bagepulver
95 g smør
125 g rørsukker
22 g sammenpisket æg/ ½ æg
Fremgangsmåde:
- Bland de tørre ingredienser sammen i en skål
- Skær smør i mindre stykker og tilsæt det i skålen
- Tilsæt æg og rør dejen kort sammen
- Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir, tykkelse ca 8 mm
- Læg i køleskabet i 1 time
- Varm ovnen op til 180 grader
- Tag dejen ud af køleskabet, tag det ene stykke bagepapir af og stik ud med en 4 mm rund form
- Læg dem på en beklædt bageplade med bagepapir
- Bages midt i 10 min
- Afkøles på en bagerist
Flødebolleskum:
165 g hvidt sukker
75 g glukose
57 g vand
100 g past. æggehvider
50 g hvidt sukker
Chokolade til overtræk:
Brug Callebaut, 4 dråber!
Fremgangsmåde til flødeboller:
- De 165 g sukker, glukose og vand koges op til 117 grader.
- Imens pisker du æggehvider og de 50 g sukker så det bliver stift
- Når din sukkermasse har nået temperaturen på 117 grader, sætter du din køkkenmaskine på middel hastighed i mens du hælder sukkermassen ned i en tynd stråle til marengsen.
- Stil din køkkenmaskine på højeste hastighed og pisk nu i 10 min
- Når du har pisket i 10 min., kan du tilsætte 3 spsk vaniljepasta når du drysser flødebollen med hakkede hasselnødder, eller tilsæt 2 spsk vaniljepasta når du vil have almindelig overtræk med kokos. Hvis du ønsker skummet skal smage af hindbær, tilsæt ca 15 g frysetørret hindbær og 1 spsk vaniljepasta. Vend det forsigtig rundt
- Put skummet i en sprøjtepose hvor du har en 20 mm tyl i
- Læg bundene på en tør karklud eller viskestykke, så rutsjer de ikke rundt når du sprøjter skum på
- Temperer efter den gamle måde. Varm chokoladen op til 48-50 grader, og put dernæst hakket chokolade i så temperaturen kommer ned på 30/32 grader.
- Hæld chokolade i en krus og dyp nu hver flødebolle deri.
- Drys med det du ønsker og opbevar dem i en tætsluttende beholder i køleskabet. Spises bedst indenfor 3 dage, da kiksebunden ellers vil blive lidt blød.
- Har du måske prøvet min Kaj´s chokoladefrappé? Den er SÅ lækker – se opskriften her
❓ Vil du vide mere om flødeboller
Hvorfor falder mit skum af?
Ofte fordi der er mel på bunden, eller skummet ikke er pisket stift nok. Det er også godt at lade dem stå i gerne 1 time før du overtrækker dem med chokolade.
Skal chokoladen tempereres?
Ja, for at få den rette glans og det sprøde knæk.
Kan flødeboller fryses?
Nej, så giv dem hellere til din nabo eller spis dem selv til du revner
Hvor længe holder de sig?
De smager bedst indenfor 2–3 dage.