Til en god kop kaffe smager disse små lækre espressokager rigtig godt til. Når du bager med daddelsukker, skal du altid tage mindre mel i end hvad opskriften fortæller, hvis du nu ønsker at bytte alm sukker ud med daddelsukker. Det er ren win win, da du får mindre stivelse i samt ingen alm. sukker.

Daddelsukker bliver lavet af tørrede dadler – det er altså ikke et “raffineret sukker” som almindeligt hvidt sukker.

Processen er typisk sådan her:

  1. Dadlerne bliver høstet og renset
  2. Kernerne fjernes
  3. Dadlerne tørres yderligere, så de bliver meget tørre og faste
  4. De tørrede dadler males til et fint pulver
  5. Pulveret sigtes – og så har man daddelsukker

Det er derfor egentlig mere et fintmalet dadelpulver end et klassisk sukker. Det smager typisk som karamel eller lidt som brun farin.

Og fordi hele dadlen bruges, indeholder det også lidt fibre, mineraler og antioxidanter.

Det opfører sig dog anderledes end almindeligt sukker i bagning, da det ikke smelter på helt samme måde som almindelig sukker, kan give lidt grovere konsistent og fungerer bedst i fx muffins, cookies, småkager, crumble og granola.

Nå, nu fik du lige lidt viden omkring dadelsukker, nu må vi lige vende tilbage til opskriften 🙂 Se, du får ca 18 stykker ud af denne portion og de er ret hurtige at lave.

Ingredienser til espresso kager:

50 g stuetempereret smør

75 g daddelsukker – kan købes her

1 tsk vaniljepaste

½ æg – pisk 1 æg sammen og tag halvdelen

2 spsk varm mælk

1 tsk med top øko instant kaffe

60 g speltmel

½ tsk bagepulver

½ tsk. stødt kanel

2 nip fint salt

Pynt til dine espressokager:

20 g hakkede mandler

30 g finthakket mælkechokolade

Og det skal du yderligere bruge til dine espresso kager:

1 sprøjtepose

1 sprøjtetyl

Opskrift på espressokager:

  • varm ovnen op til 175 grader
  • smør, daddelsukker, vaniljepaste og det halve æg pisker du kort sammen med en elpisker
  • rør instant kaffen ud i den varme mælk og tilsæt det til blandingen. Pisk kort igen
  • bland mel, bagepulver, salt og kanel sammen og tilsæt det som det sidste til dejen
  • rør det kort rundt med en ske indtil dejen har samlet sig
  • hæld dejen ned i en sprøjtepose hvor du har klippet et lille hul så der er plads til tyllen
  • sprøjt nu små kager ud på en bageplade beklædt med bagepapir
  • drys med hakkede mandler
  • bag dem midt i ovnen i ca 7 min
  • så snart de kommer ud af ovnen drysser du med chokoladen
  • Espressokager opbevares bedst i en tætsluttende beholder på køkkenbordet
  • hvis du er vild med at bage sundere kager, skal du seriøs prøve denne kage her – tjek opskriften ud