Det her er en klassiker, men derfor er den ikke mindre lækker! Jeg elsker bunden, cremen og den syrlige intense smag af jordbær. Bryder man sig ikke om citron kan det udelades i bunden, men det giver sådan en dejlig kant til kagen. Me like 🙂

Ingredienser:

Bund:

300 fuldkorns digestivekiks

125 g blødt smør

1 økologisk citron – skal og saft deraf

Flødeostecreme:

300 g jordbær – frosne eller friske

2 spsk. citronsaft

2 spsk. flormelis

10 blade husblas

700 g philadelphia

150 g flormelis

2 dl fløde

6 tsk. jordbær-sirup

Pynt:

1,5 dl fløde til pynt

frysetørrede jordbær

hakkede pistacier

3 spsk. jordbærpuré

Fremgangsmåde:

Blend kiksene i en foodprocessor. Tilsæt smørret samt skal og saft af citronen og ælt det hele godt sammen til en ensartet masse.  Beklæd bunden af en 26 cm springform med bagepapir og fordel kikse-massen jævnt ud. Tryk godt ned, så den bliver fast. Lad den stå på køl i ca. 1 time.

Jordbær, citronsaft og 2 spsk. flormelis stavblendes. Tag 3 spsk. jordbærpuré tilside til pynt.

Philadelphia/flødeosten blandes godt med flormelis og resten af jordbærpurén.

 De udblødte husblas smeltes kort med 3 spsk. vand i en gryde. Tag 3 spsk. flødeostecreme og bland det med den smeltede husblas. Denne skulle gerne nu være fingervarm. Husblas-blandingen hældes nu over i den resterende flødeostecreme og røres omhyggeligt rundt så det bliver en jævn masse. Fløden piskes til skum og fordeles jævnt i flødeosteblandingen sammen med jordbærsirup. 

Inden flødeostecremen kommes på bunden, for randen af springformen med plast. Dette skal gøres så der kommer en flot kant rundt om kagen når den er stivnet. Flødecremen hældes forsigtig over kiksebunden og stryges glat med en ske. De 3 spsk. jordbær-puré hældes i en lille frysepose, der klippes et lille hul og tegn nu forsigtig fra midten og kør rundt indtil du er nået til kanten af kagen. Det er ligesom hvis du ville tegne en snegl! Tag nu en tandstikker og kør fra midten og ud. Stik ca. 0,5 cm dyb. Der dannes nu et flot mønster. Bliv ved indtil du har det udtryk du gerne vil have. Stilles koldt i ca. 2 – 3 timer, indtil cremen er blevet stiv.

Pisk fløden stiv og og sprøjt nu med en tyl rosetter langs kagens kant. Afslut med at pynte hver roset med pistacier og frysetørrede jordbær.