Rabarber sammen med remonce er et godt match. Oveni bliver kringlen fuldendt når du drysser godt med perlesukker og hakkede hasselnødder. Den smager så godt og der er nok til  ca 8 personer.

Rabarberkompot:

300 g rabarber, skåret i 2 cm stykker

100 g rørsukker

Evt. lidt rød pastafarve

Dejen:

1 dl sødmælk

20 g gær

knap ½ tsk fint salt

20 g rørsukker

60 g rapsolie

1 æg

250 g speltmel

Remoncen:

100 g rørsukker

100 g blødt smør

Desuden:

1 æg til pensling

Perlesukker

1/2 håndfuld hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:

Rabarberkompotten:

  • Start med at koge rabarberne sammen med sukker i en gryde i 10 min. ved jævn varme. Tilføj eventuel lidt pastafarve hvis du ønsker en mere kraftig rød farve. Stil det til side.

Dejen:

  • Varm mælken op til den er lun
  • Smuldr gær i mælken og rør rundt til gæren bliver opløst
  • Tilsæt sukker og olie
  • Pisk æggene kort sammen med en gaffel og tilsæt det dejen
  • Tilsæt speltmel og salt. Rør det rundt med en grydeske i et par minutter. 
  • Stil dejen til hævning i 1 time et lunt sted med et viskestykke over eller noget husholdningsfilm
  • Drys lidt mel på bordpladen og rul dejen ud til en størrelse 30 x 50 cm
  • Rør de 2 ingredienser til remoncen sammen i en skål
  • Smør remoncen jævnt ud på midten af dejen
  • Fordel kompotten jævnt ud på midten
  • Fold det ene lange stykke over midten, så du gemmer fyldet
  • Tag det andet lange stykke og fold over igen, men gem foldningen under dejen
  • Løft nu stykket forsigtigt over på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er lidt besværligt at løfte dejen over. Form den til en krans og luk enderne sammen så godt du kan.
  • Varm ovnen op på 200 grader imens du efterhæver kringlen i 30 min
  • Pensl med 1 æg hvorefter du drysser med perlesukker og hasselnødder
  • Bages midt i ovnen i ca 15 min.
  • Smager bedst på dagen
  • Elsker du rabarber, så prøv også denne her som er en smuldrekage med rabarber – tjek opskriften ud her