Åh, hvor smager denne godt! Hvis du elsker chokolade, så er denne her lige noget for dig. De fløjlsbløde cremer sammen med den klæge browniebund er bare en fantastisk kombination! Jeg har pyntet med ristede hasselnødder som jeg har dyppet i karamelchokolade. Jeg er sikker på du vil elske denne kage – det lover jeg! 

Start med den mellemmørke chokolademousse og så følge rækkefølgen som beskrevet nedenfor.

Mellemmørk chokolademousse

4,5 blade husblas

190 g 66,6% Callebaut chokolade

40 g mælk

75 g rørsukker

4 pasteuriserede æggeblommer

1 bæger pasteuriserede æggehvider

3,75 dl fløde

Fremgangsmåde:

  • Læg husblas i blød i en skål fyldt med vand i 15 min
  • smelt chokoladen og mælken ved svag varme i en gryde. Det bliver en tyk masse, men det skal være sådan
  • tilsæt den udblødte husblas og lad det smelte i gryden
  • Tag gryden af varmen og tilsæt æggeblommerne og rør rundt så det bliver en homogen masse
  • Imens chokolademassen i gryden køles ned til 37 grader piskes hviderne stive og flødeskummet piskes til let skum
  • Når sukkermassen er kølet ned til 37 grader vender du roligt hviderne i og dernæst flødeskummet. 
  • for bunden af en 20 cm springform med bagepapir og hæld nu chokolademoussen ned i formen. Stil den i fryseren i 2 timer

Browniebund med ristede hasselnødder

1,25 dl rapsolie

200 g rørsukker

2 æg

0,5 tsk vaniljepaste

150 g 66% Callebaut chokolade

65 g speltmel

2 nip fint salt

50 g usødet kakao

80 g mælkechokolade fra Callebaut

75 g hakket, ristede hasselnødder

Fremgangsmåde:

  • varm ovnen op til 180 grader
  • med en gaffel pisker du olie, sukker og æg sammen i en skål
  • smelt 66% chokoladen i mikroovnen eller over vandbad
  • rør den smeltede chokolade i og rør det rundt med en grydeske
  • bland vaniljepaste, speltmel, salt og kakao i en skål og sigt det dernæst ned i chokoladeblandingen
  • tilsæt mælkechokoleknapperne og de ristede, hakkede hasselnødder og rør det rundt
  • bag det i en 20 cm springform eller i en silikoneform.
  • bag kagen midt i ovnen i ca 25 min. Overfladen skal være lidt krakeleret. Når du stikker i kagen med en skarp kniv, vil der sidde noget dej på, men det skal være sådan. På den måde bliver den dejlig klæg og lige tilpas til denne kage
  • Afkøl den kort og tag den derefter ud af formen for at køle den helt af

Karamelmousse

3 husblas

1 bæger past. æggehvider

3,75 dl fløde

150 g gold chokolade fra Callebaut

0,75 dl mælk

½ tsk vaniljepaste

Fremgangsmåde:

  • Læg husblas i blød i en skål fyldt med vand i 15 min
  • Pisk hviderne stive i en skål
  • Pisk fløden til let skum i en anden skål
  • Smelt chokoladen, vaniljepaste og mælk i en gryde ved svag varme
  • Tilsæt den udblødte husblas og lad det smelte sammen i gryden
  • Tag gryden af varmen
  • Tilsæt hviderne når temperaturen er på de 40 grader og vend det roligt i gryden
  • Vend flødeskummet i lidt efter lidt når væsken er 37 grader varmt

Chokoladekugler med hasselnødder

150 g ristede hasselnødder

150 g gold chokolade fra Callebaut

lidt guldglimmer

Desuden:

lidt kakaopulver til at drysse med

Fremgangsmåde

  • varm chokoladen op i mikroovnen eller i en lille kasserolle. Det er vigtig at chokoladen ikke bliver varmere end 34 grader, ellers får den ikke knækket. Så derfor varm op langsomt og med korte intervaller i fx mikroovnen. Kør med 700 watt og start ud med 30 sek., rør rundt, kør igen i fx 20 sek, rør rundt, kør igen 5 sek af gangen og rør rundt. 
  • dyp nu hver enkelt hasselnød i chokoladen og lad det stivne på bagepapiret
  • når kuglerne er stivnet, hælder du lidt guldglimmer i en pose og putter dem deri og ryster posen. Nu har du de flotteste guldkugler

Sammenlægning af kagen

  • browniebunden flækker du, så du har ⅔ bund. Resten af kagen – den ⅓ –  kan du smide i en pose og gemme til romkugler. Læg browniebunden i midten af en 25 cm springform, hvor bunden er foret med bagepapir og siderne med nogle fryseposer eller kageplast
  • hent nu den mousse du har sat i fryseren. Den skal gerne være godt fast i det. Er den det ikke, så giv den en lille time mere i fryseren. Det vigtige er, at den er så meget fast i det, til at du kan tage den ud af formen uden at den løber nogen steder
  • tag den ud af formen og læg den direkte på bunden af browniebunden
  • hæld nu karamelmoussen ned i formen. Vær omhyggelig med at kanterne bliver fyldt op først og dernæst toppen. Bank gerne kagen ned i bordet, så eventuelle lufthuller kommer op
  • glat overfladen fint og stil lagkagen nu køleskabet til næste dag
  • tag kagen ud af køleskabet og fjern den fra formen
  • drys med kakaopulver og pynt med chokoladekugler
  • den kan sagtens holde sig frisk i nogle dage i køleskabet, men den holder sig sikkert ikke så længe 🙂