Jeg har tidligere lavet en version, hvor disse her boller kun skulle hæve 5 kvarter. Så fandt jeg ud af at smagen blev en helt anden, hvis jeg koldhævede dem. Jeg siger jer, det er en verden til forskel!! De får en virkelig en god smag!Det tager ikke lang tid at smække dejen sammen, hvorefter den skal hæve i køleskabet natten over. Om morgen skal du bare tage dem ud af køleskabet, skær dem i passende stykker og bages.Du bliver nødt til at prøve dem!
Du får ca 16 boller ud af denne portion.
Ingredienser:
400 g glutenfri havremel (havregryn som er blendet i en foodprocessor)
150 g fuldkornsrismel
200 g rismel
50 g græskarkerner
1 tsk tørgær
30 g husk – den gule pakke
1,2 liter lunken vand
25 g olivenolie
20 g fint salt
2 tsk æbleeddike
Endvidere:
lidt majsmel til at drysse på bordet inden du hælder dejen ud derpå
Fremgangsmåde:
- bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål
- tilsæt vand, olie og æbleeddike
- rør nu godt rundt med en grydeske i nogle minutter
- læg dejen i en skål og læg husholdningsfilm over skålen
- lad dejen koldhæve i køleskabet natten over. Jeg laver min dej om aftenen, så den ca får 12 timer i køleskabet
- tænd ovnen på 250 grader varmluft. Husk at bagepladerne skal varme med i ovnen
- drys majsmel på bordet og hæld nu dejen ud på bordet
- træk roligt i dejen med hænderne, så dej-klumpen får en tykkelse på ca 4 cm
- skær nu ud i passende stykker
- når ovnen er varmet op, tager du bagepladerne ud, lægger bagepapir på og lægger rundstykkerne på, så du har drys af majsmel øverst
- bag bollerne i ca 27 min. Selvom min ovn er ny, bytter jeg rundt på mine bageplader når halvdelen af tiden er gået. På den måde får de alle en fin og jævn bagning
- lad dem køle lidt af, før du skærer i dem. De kan sagtens fryses. Tø dem op, og varm dem på din rister.