Ærligt. Førhen kunne jeg ikke fordrage banankage. Men det kan jeg nu – og specielt min opskrift! Her får du en svampet banankage som både kan spises med og uden chokoladesmørcreme. Chokoladesmørcremen giver lige det sidste touch, men hvis du skal have den med på skovtur eller et andet praktisk sted, så er det nemmest hvis du undlader den søde glasur, for ja, den smørcreme gør kagen lige lidt ekstra sød, men også god 🙂

Chokoladesmørcreme?

Det er enormt vigtig for smagen til din chokoladesmørcreme at du virkelig pisker din smør i 10 minutter. Det gør en verden til forskel, både for teksturen men også smagen. Det skal du huske så lad være med bare at give den et par minutter – nu har jeg advaret dig 🙂

Jeg havde nogle gamle bananer liggende. Normalvis smider jeg dem i fryseren for så senere at kunne bruge dem til smoothie, men da jeg lige fik trang til at lave min helt version af en banankage, ja, så kan jeg ikke styre mine lyster og blev nød til at bage en banankage. Nu var manden så heller ikke hjemme, den ene datter var til pigehygge og den anden læste til eksamen, så kunne jeg lige så godt udnytte tiden.

Hvilken form skal bruges?

Banankagen bliver bagt i en form på 26×36. Hvis ikke du lige har den form, og du bruger en form med andre mål, så skal du altid holde øje med bagetiden. Jeg har nogle gange brugt en anden form til en opskrift, også selvom der i opskriften stod at opskriften var beregnet til den størrelse, ja, så blev kagen knap så god. Jeg kan jo også bare lade være med at eksperimentere, nå ja, det er jo det jeg elsker! 🙂

Og er det ikke lige gyldig hvilke bananer jeg bruger?

Nej. Jo mere modne bananerne er, desto bedre bliver banankagen. De modne bananer tilfører naturlig sødme, masser af banansmag og gør kagen ekstra saftig og svampet. Har du bananer med brune pletter liggende på køkkenbordet, er de perfekte til denne opskrift. Det er ren win win.

Banankagen er hurtig at bikse sammen og hvis du ligger mærke til det, så bliver kagen her bagt med rapsolie og ikke smør. Olien gør kagen ekstra fugtig og den holder sig lækker i flere dage.

Hvis du er vild med bradepandekager, så hop over til opskriften som er med rabarber og crumble – den er også mega lækker. Opskriften får du her

Nå kage glade menneske, er du klar til opskriften på min banankage? Så kommer den her og god fornøjelse med den 🙂

Svampet banankage
Katja Stock Pekruhn

Banankage

Her får du en svampet banankage som både kan spises med og uden chokoladesmørcreme.
Forberedelsestid 20 minutter
Tilberedelsestid 40 minutter
Antal personer: 12
Kategori: Skærekage

Ingredienser
  

  • 435 g modne bananer
  • 200 g rapsolie
  • 340 g rørsukker
  • 4 stk æg, store
  • 410 g speltmel
  • 1,5 tsk bagepulver, med top
  • 1,5 tsk natron, med top
  • 1,5 tsk vaniljesukker, med top
  • 3/4 tsk fint salt
  • 110 g kærnemælk
  • 130 g 54% chokolade, gerne fra Callebaut
  • 25 g gold chokolade, fra Callebaut
Den luftige chokoladesmørcreme
  • 250 g blødt smør
  • 350 g flormelis
  • 40 g usødet kakaopulver, gerne kvalitetspulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 4 spsk mælk

Fremgangsmåde
 

  1. Tænd ovnen på 195°C.
  2. Mos bananerne fuldstændig med en gaffel og rør olien i.
  3. Pisk æg, rørsukker og vanilje i ca 10 minutter
  4. Bland speltmel, bagepulver, natron og salt i en skål.
  5. Vend skiftevis de tørre ingredienser og kærnemælken i æggesnapsen med en dejskraber. Vend til sidst banan/oliemassen og chokoladen i.
  6. Beklæd en 26×36 cm bageform med bagepapir. Hæld dejen i formen. Bag kagen i midten af ovnen i ca. 37 minutter.
  7. Kagen skal være helt afkølet før du smører chokolade smørcremen på.
Den luftige chokoladesmørcreme
  1. Pisk smørret luftigt i 10 min.  Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk i yderligere 2 minutter mere ved fuld hastighed, til den er som en pisket sky.
  2. Smør smørcremen på kagen og så er den klar til at blive spist. Velbekomme.