Leder du efter en nem og lækker brombærtrifli? Så er du landet det helt rigtige sted. Denne brombærtrifli består af en silkeblød hjemmelavet vaniljecreme, en frisk brombærkompot og en sprød crumble, som tilsammen giver den perfekte balance mellem sødt, syrligt og sprødt.

Jeg har min skønne brombærbusk ude i haven. Tornefri! Det er så lækkert og behageligt at plukke 🙂 Hvert år sætter den nye skud til næste år som giver nye lækre bær. De skud som i år bærer bær, visner til efteråret og dem klipper jeg så ned. Så tager de nye skud over og sådan fortsætter det år efter år. Jeg er så taknemmelig for den busk og jeg giver den også meget kærlighed og søde ord. Jeg tror det hjælper på høsten 🙂

Det er en dessert, der både ser imponerende ud og er nem at forberede i god tid. Derfor er den oplagt som gæstedessert, til fødselsdag, sensommerens brombær eller som en lækker dessert til weekendens middag.

Vaniljecremen er lavet helt fra bunden med æggeblommer og vanilje, hvilket giver en fyldig og cremet smag. Brombærkompotten bevarer bærrenes friske syrlighed, mens den sprøde crumble tilfører den knas, som gør hver eneste skefuld ekstra lækker.

Hvordan anrettes din brombærtrifli?

Brombærtrifli anrettes i portionsglas, så den er både nem at servere og flot på bordet. Du kan lave alle elementerne i god tid og først samle triflien lige inden servering, så crumblen forbliver sprød. Nu har jeg brugt 6 glas, men du kan jo bruge mindre portionsglas og så bruge det fx til en reception. Det ville også være super godt.

Ren farvemæssigt er det smukt at kigge på og det bliver så en helt fryd for øjet.

Er du vild med desserter med bær, vaniljecreme og sprøde elementer, så er denne brombærtrifli en opskrift, du vil vende tilbage til igen og igen.

Brombærtrifli
Katja Stock Pekruhn

Brombærtrifli

En lækker og frisk dessert med en syrlig brombærkompot, blød vaniljecreme og smørbagt crumble
Tilberedelsestid 1 time 30 minutter
Antal personer: 6
Kategori: Dessert

Ingredienser
  

Brombærkompot
  • 350 g brombær
  • 80 g rørsukker
  • 1 spsk citronsaft
  • 1/2 stk Korn af vaniljestang
  • 1,5 tsk majsstivelse
  • 1 spsk koldt vand
Crumble
  • 75 g havregryn
  • 40 g rørsukker
  • 50 g smør
  • 1 nip fint salt
Vaniljecreme
  • 3,75 dl sødmælk
  • 60 g past. æggeblommer eller 3 store æggeblommer
  • 75 g rørsukker
  • 30 g maizena
  • 1,5 stk korn fra vaniljestang
  • 1 dl fløde

Fremgangsmåde
 

Brombærkompot
  1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas det sammen med 1 tsk sukker
  2. Put vaniljestangen og korn i gryden og tilsæt brombær, sukker og citronsaft
  3. Varm det langsomt op og lad det småsimre i 3 – 5 min
  4. Rør majsstivelse og vand sammen i en lille skål og tilsæt det til brombærrene imens du rører rundt. Lad det småkoge i 30 sekunder
  5. Hæld brombærkompotten ud på en tallerken, lad vaniljestangen blive i kompotten og stil det i køleskabet så det bliver koldt
Vaniljecreme
  1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland det med 1 tsk sukker. Læg korn og vaniljestang ned i gryden
  2. Hæld mælk i gryden og lad det lige komme op til kogepunktet
  3. Pisk blommer, sukker og maizena sammen i en skål og hæld nu den varme mælk i en stråle ned deri.
  4. Hæld det tilbage i gryden, også vaniljestængerne og lad det koge op i 1 minut imens du pisker med et piskeris. Nu begynder det at tykne.
  5. Hæld cremen med vaniljestængerne ned i en skål, læg husholdningsfilm helt ned til cremen og stil det i køleskabet så det kan blive koldt
  6. Tag den kolde creme ud af køleskabet, fjern vaniljestængerne og pisk den nu igennem i et par minutter
  7. Pisk fløden i en skål til let skum og bland det nu sammen med vaniljecremen
Crumble
  1. Bland alle ingredienser sammen og lav det til en crumble og fordel det på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag det ved 175 grader i ca 10 min, eller indtil det er gyldent. Rør rundt i crumblen efter 5 minutter.
  2. Lad det køle af på bagepapiret
Sammenlægning af brombærtrifli
  1. Tag dine 6 glas og fordel nu crumble i bunden, vaniljecreme, brombærkompot, vaniljecreme og crumble. Pynt med hele bær til sidst. Spises med det samme

Tips:

Lad være med at lave hele desserten dagen inden. Du kan sagtens lave crumble og kompotten dagen inden, og så bare samle den lige inden den skal serveres.

Du kan også bruge frosne bær til kompotten og behøver ikke friske bær.

Hvis du gerne vil have endnu mere knas til din crumble, kan du tilføre nogle hakkede mandler.

Desserten her er faktisk glutenfri – så da kan flere være med

Brug vaniljestænger, og ikke vaniljesukker – det kan altså smages 🙂

Hvis du er til flere bær, kan du også prøve min brombær gallete – opskriften finder du her til min søde pizza 🙂