Leder du efter en svampet sandkage med revne æbler, der aldrig bliver tør? Så er den her opskrift lige noget for dig. Den er både nem at lave, kræver få ingredienser – og resultatet er en utrolig saftig og luftig æblekage, som smager af hjemmelavet hygge.

Denne opskrift har jeg fået af min mor, og det er én af de kager, jeg vender tilbage til igen og igen. Hemmeligheden bag den svampede konsistens er de stiftpiskede æggehvider og kartoffelmelet, som gør kagen let og fugtig på samme tid.

Æblerne giver både saft og smag – og jeg skræller dem faktisk altid. Jeg ved godt, at skrællen giver et flot farvespil, men i den her kage elsker jeg det enkle, lyse udtryk med små strejf af mandler. Den er virkelig bare smuk i al sin enkelhed.

Sandkagen med revne æbler bages i en stor form og skal have omkring en time i ovnen – men det er kun ventetiden. Du kan jo altid tage opvasken imens 🙂

Er du klar til opskriften? Så kommer den her 🙂

Ingredienser:

250 g smør

200 g rørsukker

½ tsk. vaniljepasta

200 g speltmel

4 æg, delt i hvider og blommer

50 g kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

175 g groftrevne æbler plus 1 tsk citronsaft

30 g hakkede mandler

Fremgangsmåde til sandkage med revne æbler:

Tænd ovnen på 180 grader

Smør, vaniljepasta og sukker piskes i 2 – 3 minutter. 

Tilsæt æggeblommerne 1 af gangen imens du pisker godt.

Speltmel, kartoffelmel og bagepulver hældes ned i dejen og der røres roligt rundt så det bliver en ensartet dej

Tilsæt 1 tsk citronsaft til de revne æbler og rør kort rundt. Hæld dem ned i dejen og vend det hele rundt.

Pisk 4 æggehvider stive og rør dem forsigtig ind i dejen.  

De hakkede mandler tilsættes til sidst

Beklæd en stor rugbrødsform med bagepapir og hæld dejen deri

Bages nederst i ovnen ved 180 grader i ca. 54 min. Kagen skal afkøles i ca. 10 min., før den kan tages ud af formen. 

Tips til den perfekte sandkage med revne æbler:

  • Brug syrlige æbler for den bedste smag
  • Pisk æggehviderne helt stive og vend dem forsigtigt i – det giver den luftige krumme
  • Tjek kagen med en tandstik eller skarp kniv – der må ikke hænge dej ved

Derfor bliver din sandkage ekstra svampet

Kombinationen af kartoffelmel og piskede æggehvider gør, at kagen holder på fugten og får en let, luftig struktur. Sammen med de revne æbler får du en kage, der forbliver saftig – også dagen efter. Ja tak, hvem vil ikke gerne have det?

FAQ – ofte stillede spørgsmål

Kan sandkagen fryses?
Ja, den egner sig rigtig godt til fryseren. Skær den evt. i skiver først.

Hvor længe holder den sig frisk?
Op til 2-3 dage i en tætsluttende pose ved stuetemperatur.

Kan jeg bruge hvedemel i stedet for speltmel?
Ja, det kan du sagtens – resultatet bliver stadig lækkert og svampet, men speltmel er bare sådan et fantastisk mel at jeg synes du skal købe det og bruge det i den her kage.

Og hvis du er til mere kage, det tænker jeg du er 🙂 så prøv min galette med brombær – den er virkelig også let at lave og kræver ikke de store skills i køkkenet – få opskriften her